Månedsarkiv: marts 2013

Franskbrød med den blødeste krumme

2013-03-24 11.36.28

Det er et helt almindeligt franskbrød, der har en superdejlig smag og en blød krumme. Skorpen bliver ikke så sprød, men jeg synes ikke det betyder noget for dette brød.

Dej til 2 franskbrød

  • 1 dl lunkent vand
  • 50 g gær
  • 2,5 dl sødmælk
  • 2,5 dl A38/kærnemælk
  • 50 g smeltet smør
  • 15 g salt
  • 1 spsk sukker
  • 700-800 g hvedemel
  • 1 æg til pensling
  • evt birkes eller frø til pynt

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, sukker, sødmælk, A38 og smeltet smør og rør til sukker og salt er opløst. Hæld hvedemel i lidt efter lidt indtil dejen ikke hænger fast i bordet. Jeg brugte røremaskine og lod den ælte i ca 6 min. dæk dejen til og stil den et lunt sted i ca 1 time. Efter hævning æltes dejen lidt og formes til 2 franskbrød. De skal hæve ca ½ time under et fugtigt viskestykke. Snit på skrå og pensel derefter med æg og pynt med birkes.

Bages ca. 20 min ved 225 c nederst i ovnen

Rødløgskompot

2013-03-05 17.47.02

Denne søde løgkompot smager super til mange ting og jeg laver den ind imellem til burgers. Dette er en meget lille portion til 2 personer.

  • 2 rødløg
  • 5 g smør
  • 1 spsk eddike
  • 1 nip salt
  • 2 tsk sukker
  • 2 tsk honning
  • Lidt frisk/tørret timian

Løgene svitses i smør uden at tage farve. Tilsæt eddike, salt og sukker og lad det simre under låg ved svag varme i 20 min. Tilsæt honning og timian lad det simre til løgene er helt bløde – det er ikke længe.

Brasede kartofler

2013-03-05 17.47.02

Vi har tit kogte kartofler tilovers og jeg er begyndt at lave brasede kartofler som jeg husker fra min barndom. Jeg laver dem tit i ovnen, men de kunne ligeså godt laves på pande. Det giver en god tilfredsstillelse at få dem brugt og de er utroligt børnevenlige og kan spises til mange ting.

  • Kogte kartofler
  • Flydende fedtstoft
  • Salt og peber
  • evt andre krydderier

Skær de kogte kartofler i mindre stykker og vend dem i en blanding af fedtstoft og salt og peber. Hældes ud i en bradepande og steges i ovnen 225 c til de får farve og bliver lidt sprøde

Karolines banankage

2013-03-03 20.24.33

Det er opskriften fra en af Karolines kogebøger med lidt rettelser. Jeg fik denne banankage for 1. gang, da jeg som barn skulle bage den i min junior og ungdomsklub Nørrestenbro sammen med bl.a.min yndlingspædagog Sus. Hun lærte mig at der skal 1,5 – 2 bananer i istedet for 1 og jeg har selv med årerne fundet ud af at der skal mere chokolade i :-)

  • 3 æg
  • 170 g sukker
  • 2 tsk vaniliesukker
  • 125 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 100 g smeltet afkølet smør
  • 1,5-2 mosede bananer
  • 150 g hakket chokolade ( Jeg blander tit mælke- og mørk chokolade)

Pisk æg, sukker og vaniliesukker til en luftig masse. Mel og bagepulver piskes i, skiftevis med smeltet smør. Moset banan og hakkede chokolade vendes i. Hæld dejen i en smurt form – jeg bruger en alm rund springform. Fidusen er kun lige at give den nok i ovnen – så den stadig er godt svampet. Jeg giver den ca 35 min ved 180 grader.

 

Træstammer

2013-02-23 16.23.38

Jeg har før prøvet at lave trøfler uden den store succes, men de her træstammer er virkelig gode, blev der sagt af én som har spist træstammer, i svingende kvalitet, siden barneårerne. Opskriften er fra bogen ‘Marcus Grigos kager’ Jeg gjorde som i opskriften, men brugte ikke alt flormelis til marcipanen, så hold lidt igen med det. Jeg synes det blev lidt tørt og når jeg laver dem igen vil jeg også forsøge mig med lidt mere glucose i marcipanen. Jeg brugte ikke brun rom, men romessens. Opskriften er til ca 12-14 stk

Romkuglemasse

  • 250 g mørke lagkagebunde
  • 50 g hakkede ristede hasselnødder og/eller mandler
  • 100 g hindbærsyltetøj
  • 75 g smeltet mørk chokolade 60 %
  • 50 g flormelis
  • 50 g Cacao
  • 25 g brun rom ( tror jeg brugte ca. 2 tsk romessens, men smag selv til)

Marcipanmasse

  • 250 g marcipan
  • 25 g glucose
  • 150 g flormelis

Overtræk

250 g tempereret mørk chokolade (jeg brugte bare overtrækschokolade)

Alle ingredienser til romkuglemasse røres/æltes godt sammen. Jeg brugte hasselnødder som jeg ristede kort på en pande. Form derefter massen til 2 lange pølser med en diameter på ca 2,5 cm. Stilles på køl og imens laver man Marcipanmassen. Marcipan og glucose æltes godt sammen med flormelis – husk ikke at tilsætte alt flormelis på en gang. Hvis massen føles for tør, kan der tilsættes lidt mere glucose. Marcipanmassen må ikke æltes for længe, da olien kan skille sig fra mandlerne.

Del også marcipanmassen i 2. Drys bordet med lidt flormelis og rul ud i et retangel som passer til rullen med romkuglemassen. Rul marcipanen rundt om og skær den derefter ud i ca 5 cm lange stykker.

Tilsidst dyppes enderne i smeltet chokolade og lad størkne. Opbevares i lufttæt beholder, hvis man mærkeligt nok skulle have nogle tilbage, efter servering.

2013-02-23 15.21.53             2013-02-23 16.06.30