Kategoriarkiv: Brød og boller

Franskbrød med den blødeste krumme

2013-03-24 11.36.28

Det er et helt almindeligt franskbrød, der har en superdejlig smag og en blød krumme. Skorpen bliver ikke så sprød, men jeg synes ikke det betyder noget for dette brød.

Dej til 2 franskbrød

  • 1 dl lunkent vand
  • 50 g gær
  • 2,5 dl sødmælk
  • 2,5 dl A38/kærnemælk
  • 50 g smeltet smør
  • 15 g salt
  • 1 spsk sukker
  • 700-800 g hvedemel
  • 1 æg til pensling
  • evt birkes eller frø til pynt

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, sukker, sødmælk, A38 og smeltet smør og rør til sukker og salt er opløst. Hæld hvedemel i lidt efter lidt indtil dejen ikke hænger fast i bordet. Jeg brugte røremaskine og lod den ælte i ca 6 min. dæk dejen til og stil den et lunt sted i ca 1 time. Efter hævning æltes dejen lidt og formes til 2 franskbrød. De skal hæve ca ½ time under et fugtigt viskestykke. Snit på skrå og pensel derefter med æg og pynt med birkes.

Bages ca. 20 min ved 225 c nederst i ovnen

Kanelsnegle der kommer hinanden ved :-)

2013-02-17 20.45.21

Manden her i huset har brokket sig over at det er længe siden at der er blevet bagt kanelsnegle, så nu får han sin vilje. Vi kan godt lide dem sammenbagte, da de så holder lidt mere på fugten og snasken. Jeg har brugt opskriften på fødselsdagsboller, men kun lavet ½ portion. Man kan sagtens bytte smør med f.eks. kærgården i både dej og snask.

Dej til ca 16-18 snegle

  • 75 g smør
  • 1 dl mælk
  • 25 g gær
  • ½ tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 1 tsk vanille
  • 1 æg
  • ca 300 g hvedemel

Kanelsnask

  • 125 g blødt smør
  • 125 g brun farin
  •  2 tsk stødt kanel

Smelt smørret i en gryde og tilsæt derefter mælken. Mærk om væsken er lunken og tilsæt så gær og rør det ud. Tilsæt salt, sukker, vanille og ægget og til sidst røres hvedemelet i lidt ad gangen. Lad dejen hæve min ½ time, men gerne 1 time. Mens dejen hæver laves kanelsnasken ved at røre de 3 ingredienser godt sammen.

Når dejen har hævet, rulles den ud i en rektangel og snasken smøres ud. Rul dejen som vist på billedet. Skær rullen i ca. 2 cm tykke skiver. Sneglene sættes tæt på hinanden og trykkes lidt flade i en lille bradepande 25×35  cm. Bages ved 200 c i ca 15 min.

2013-02-17 19.50.462013-02-17 20.21.53

Burgerboller

2013-01-08 18.04.26

Hvis du nogensinde laver burgere derhjemme, skulle du prøve at bage bollerne selv – det er helt sikkert besværet værd. Jeg har denne her opskrift fra Rikke Grybergs bog ‘Byens bedste brød og kager’ Der bliver ca 12-15 stk og dem der ikke bruges samme dag, kan man sagtens fryse ned til næste gang det er burgertid :-P Men for at de ikke bliver for mørke og tørre, vil det være en god ide at de er tøet op før opvarmningen.

  • 50 g gær
  • 4,5 dl vand
  • 2 æg
  • 100 g sukker
  • 700 g hvedemel
  • 50 g blødt smør
  • 1 sammenpisket æg til pensling
  • Sesamfrø til pynt

Gæren røres ud i vandet, tilsæt æg og sukker. Melet røres i lidt ad gangen. Smørret skal først tilsættes tilsidst og æltes godt ind i dejen. Må gerne æltes 7 min. i hånd eller røremaskine. Dejen skal hæve tildækket en ½ time. Del derefter dejen i 12 stykker og rul dem til runde boller – læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hvile 10 min. Tryk bollerne flade og pensl med æg og drys med sesamfrø.

Bages ved 210 c i 12-17 min alt efter hvor store de er

Grove pitabrød

Jeg elsker pitabrød fordi det er nem mad med alverdens fyld. Da jeg først havde bagt pitabrød 1 gang, kan det tælles på en hånd hvor mange købe pitabrød der er røget i indkøbskurven siden og så er det er nemmere end man skulle tro. Jeg laver tit dejen om morgenen, som den skal bruges om aftenen.

6-8 store pitabrød

  • 15 g Gær
  • 3 dl Vand
  • 1 tsk Salt
  • 130 g Grahamsmel
  • 300-400 g Hvedemel
  • Hvedemel til udrulning

Lunken vand hvis dejen laves ca 1 time før brug og koldt vand hvis dejen skal hæve hele dagen. Gæren udrøres i vandet og derefter tilsættes salt og grahamsmel. Hvedemel tilsættes lidt ad gangen indtil dejen er som alm brøddej, måske en lille smule mere fugtig. Sættes til hævning(mindst 1 time) i skål med enten viskestykke eller film over.

Hæld dejen ud på et godt meldrysset bord og del dejen i 6-8 stykker. Rul hver klump dej ud i en rund form med en kagerulle og læg dem på bagepapir på en bageplade. Pitabrødene skal bages ved 250 c i ca 8 min – de hæver godt op med luft og pas på de ikke bliver hårde på overfladen( De skal ikke tage farve)

Billedet er af ubagte pitabrød

2013-01-22 17.14.02

Fødselsdagsboller til flere formål

Boller, rosiner, chokolade, vaniliesmagDenne her opskrift har jeg fra min svigermor og hun har arvet den efter hendes svigermor. Disse boller er simpelthen så gode og lette og de er altid på bordet her i huset, når der fejres fødslesdag. Jeg deler gerne dejen i 3 dele; en uden noget,en med rosiner og en med hakket mørk chokolade, så er der noget for en hver smag.

Denne opskrift kan også bruges til fastelavnsboller og kanelsnegle.

Ca 20-25 boller

  • 150 g Smør
  • 2 dl Mælk
  • 50 g Gær
  • 1 tsk salt
  • 2 Æg
  • 4 Spsk Sukker
  • 2 tsk Vaniliesukker
  • 500-600 g Hvedemel
  • 1 Æg til pensling

Smelt smør ved svag varme og hæld derefter mælken oveni. Gæren røres heri og resten af ingredienserne tilsættes og æltes sammen. Dejen er ret blank og blød pga smørret. Hæver min. ½ time og herefter kan der f.eks tilsættes chokolade eller rosiner og form nu til boller. Bollerne skal hæve ca. 1 times tid og pensles og bages ved 200 c indtil de har en fin brun farve.