Tag-arkiv: marcipan

Træstammer

2013-02-23 16.23.38

Jeg har før prøvet at lave trøfler uden den store succes, men de her træstammer er virkelig gode, blev der sagt af én som har spist træstammer, i svingende kvalitet, siden barneårerne. Opskriften er fra bogen ‘Marcus Grigos kager’ Jeg gjorde som i opskriften, men brugte ikke alt flormelis til marcipanen, så hold lidt igen med det. Jeg synes det blev lidt tørt og når jeg laver dem igen vil jeg også forsøge mig med lidt mere glucose i marcipanen. Jeg brugte ikke brun rom, men romessens. Opskriften er til ca 12-14 stk

Romkuglemasse

  • 250 g mørke lagkagebunde
  • 50 g hakkede ristede hasselnødder og/eller mandler
  • 100 g hindbærsyltetøj
  • 75 g smeltet mørk chokolade 60 %
  • 50 g flormelis
  • 50 g Cacao
  • 25 g brun rom ( tror jeg brugte ca. 2 tsk romessens, men smag selv til)

Marcipanmasse

  • 250 g marcipan
  • 25 g glucose
  • 150 g flormelis

Overtræk

250 g tempereret mørk chokolade (jeg brugte bare overtrækschokolade)

Alle ingredienser til romkuglemasse røres/æltes godt sammen. Jeg brugte hasselnødder som jeg ristede kort på en pande. Form derefter massen til 2 lange pølser med en diameter på ca 2,5 cm. Stilles på køl og imens laver man Marcipanmassen. Marcipan og glucose æltes godt sammen med flormelis – husk ikke at tilsætte alt flormelis på en gang. Hvis massen føles for tør, kan der tilsættes lidt mere glucose. Marcipanmassen må ikke æltes for længe, da olien kan skille sig fra mandlerne.

Del også marcipanmassen i 2. Drys bordet med lidt flormelis og rul ud i et retangel som passer til rullen med romkuglemassen. Rul marcipanen rundt om og skær den derefter ud i ca 5 cm lange stykker.

Tilsidst dyppes enderne i smeltet chokolade og lad størkne. Opbevares i lufttæt beholder, hvis man mærkeligt nok skulle have nogle tilbage, efter servering.

2013-02-23 15.21.53             2013-02-23 16.06.30

 

Fastelavnsboller

2013-02-08 21.11.55

Det er en lidt luksusagtig udgave af fastelavnsbollerne i år, da jeg har brugte finthakkede hasselnødder i bolledejen og 3 slags indhold – creme og remonce, creme og nougat og creme alene. Jeg synes de blev rigtig gode og de fik hurtigt ben at gå på…

Ca 24 stk

Bolledej

  • 200 g smeltet smør
  • 1,5 dl mælk
  • 50 g gær
  • 2 æg
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 100 g meget finthakkede hasselnødder.
  • ca 450 g hvedemel

Smelt smørret ved svag varme og hæld derefter mælken i. Mærk om det er lunkent og tilsæt gæren. Æg, sukker, salt, vanilliesukker røres i, hasselnødde’mel’ og til sidst tilsættes hvedemel lidt ad gangen og endelig ikke for meget. Dejen skal ikke være som en almindelig bolledej, men meget mere blød og smørglinsende, så bollen ikke bliver for tung. Dæk dejen til og stil til hævning ½-1 time.

Kagecreme 

  • Korn fra ½ vanilliestang
  • 30 g sukker
  • 20 g maizena
  • 2,5 dl mælk
  • 1 æggeblomme

Bland sukker, maizena og vanilliekorn med ½ dl sødmælk og tilsæt æggeblomme. Resten af mælken varmes til kogepunktet og blandingen med maizena piskes i mælken i gryden og koges kort igennem (husk at piske) til det bliver tykt. hældes i en skål og afkøles i køleskab.

Fyld

Jeg puttede creme i alle bollerne og nougaten var købt. Remoncen lavede jeg sådan

Remonce til 1/3 af bollerne:

  • 25 g marcipan
  • 25 g sukker
  • 25 g smør

De 3 ingredienser røres godt sammen og så er det klar.

Dejen rulles ud og skæres i firekanter. Jeg fik 24 stk og brugte 1 stor tsk creme ( 2 tsk på dem der kun var creme i) på hver firekant og nogenlunde det samme af nougat og remonce. Tag hjørnerne skråt over for hinanden og mas sammen og derefter de sidste og mas enderne godt sammen. Sammenføjningen vendes nedad på bagepapiret på bagepladen. Efterhæver ½ time. Pensel med æg og bag dem i ovnen i ca 15 min ved 200 c

Pynt med glasur, sukker og hakkede nødder, chokolade og hvad du ellers kan finde på.

2013-02-08 12.22.32                               2013-02-08 21.22.10

Kærnemælkshorn

2013-03-16 20.21.30

Jeg har denne opskrift fra mine børns oldemor Dagny. Når vi laver dem er vi ret sikre på at få ondt i maven fordi vi altid spiser for mange – så de er altså supergode, hvis man er til marcipan :-P

Dejen

  • 250 g mel
  • 200 g smør
  • 1,5 dl kærnemælk

Smør skæres i små stykker og smuldres sammen med melet til det ligner lidt revet ost. Tilsæt kærnemælken og ælt sammen. Dejen puttes i køleskab 1 times tid inden udrulning.

Fyld af remonce

  • 75 g blødt smør
  • 75 g sukker
  • 75 g revet marcipan

Pynt

  • 1 æg til pensling
  • lidt hakkede mandler eller nødder
  • lidt perlesukker

Tag dejen fra køleskabet og del den i 2 dele. Hver del rulles ud i en cirkel og deles i 6-8 trekanter. Fordel remoncen på trekanternes brede ende og rul sammen fra den brede ende mod spidsen. Hornene sættes på bageplade med bagepapir og pensles med æg og drysses med hakkede mandler og perlesukker. Bages ved 200 c i 15 min eller til de er blevet gyldne.

Bonus

Hornene kan bages uden fyld og spises med smør. Desuden kan fyldet varieres med chokolade eller syltetøj

 

Tunesiske kaffebrød

Jeg har længe været fan af Sallings Tunesiske kaffebrød og for et par år siden ville jeg selv prøve at bage dem. Jeg fandt en opskrift på nettet som jeg tog udgangspunkt i – jeg har dog tilføjet noget mere marcipan og brugt smør istedet for margarine. De lever fuldt ud op til Sallings :-P

Dejen:

  • 75 g Sukker
  • 150 g Smør
  • 2 Æg
  • 15 g Bagepulver
  • 300 g Mel
  • 10 g Vaniliesukker

Fyld:

  • 50 g Smør
  • 50 g Sukker
  • 40 g Marcipan
  • 12 g Cacao

Pynt:

  • Æg
  • Perlesukker
  • Hakkede mandler

Alle ingredienser til dejen æltes sammen og sættes på køl en halv times tid. Imens rører du alle ingredienser til fyldet sammen. Dejen tages ud af køleskabet og rulles ud som rektangel og skæres i trekanter(Du bestemmer selv hvor store du ønsker dem) Put en god klat fyld på trekantes brede ende og rul derefter sammen fra den brede ende, så de ligner horn. Pensel med æg og drys hakkede mandler og perlesukker på.

Bages ved 180 c til de er lysebrune

cropped-IMG_4346.jpg

Citronkage

2013-01-12 21.13.43

Jeg har lavet en rigtig god citronkage idag og opskriften er oprindeligt en frugttærte fra Amo’s opskriftsbog nr 3. Jeg har bagt kagen flere gange og bl.a. brugt pærer, blommer og hindbær med godt resultat. Herhjemme kan vi også rigtig godt lide den uden frugt, men med en mindre mængde sukker.

  • 200 g Smør
  • 250 g Sukker
  • 2 Æg
  • 2 Æggeblommer
  • 100 g Hvedemel
  • Revet citronskal fra lille økocitron
  • 150 g Revet marcipan
  • 2 Stiftpiskede æggehvider
  • 50 g Hakkede mandler til pynt
  • Perlesukker til pynt

Smør og sukker piskes blødt. De 2 hele æg og de 2 æggeblommer piskes i et ad gangen. Mel og herefter marcipan og citronskal piskes i. Æggehviderne vendes tilsidst i dejen. Dejen hældes f.eks. en rund smurt og meldrysset springform(22 cm)

I varm ovn på 175 c (ikke varmluft) 15 min inde i bagetiden drysses kagen med mandler og perlesukker( og frugt, hvis du ønsker en frugttærte) og bager ca. 25 min mere, så bagetiden ialt er ca 40 min. Bagetiden er nok lidt længere, hvis der er frugt i kagen.2013-01-12 21.21.36