Tag-arkiv: Sødmælk

Franskbrød med den blødeste krumme

2013-03-24 11.36.28

Det er et helt almindeligt franskbrød, der har en superdejlig smag og en blød krumme. Skorpen bliver ikke så sprød, men jeg synes ikke det betyder noget for dette brød.

Dej til 2 franskbrød

  • 1 dl lunkent vand
  • 50 g gær
  • 2,5 dl sødmælk
  • 2,5 dl A38/kærnemælk
  • 50 g smeltet smør
  • 15 g salt
  • 1 spsk sukker
  • 700-800 g hvedemel
  • 1 æg til pensling
  • evt birkes eller frø til pynt

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, sukker, sødmælk, A38 og smeltet smør og rør til sukker og salt er opløst. Hæld hvedemel i lidt efter lidt indtil dejen ikke hænger fast i bordet. Jeg brugte røremaskine og lod den ælte i ca 6 min. dæk dejen til og stil den et lunt sted i ca 1 time. Efter hævning æltes dejen lidt og formes til 2 franskbrød. De skal hæve ca ½ time under et fugtigt viskestykke. Snit på skrå og pensel derefter med æg og pynt med birkes.

Bages ca. 20 min ved 225 c nederst i ovnen

Fastelavnsboller

2013-02-08 21.11.55

Det er en lidt luksusagtig udgave af fastelavnsbollerne i år, da jeg har brugte finthakkede hasselnødder i bolledejen og 3 slags indhold – creme og remonce, creme og nougat og creme alene. Jeg synes de blev rigtig gode og de fik hurtigt ben at gå på…

Ca 24 stk

Bolledej

  • 200 g smeltet smør
  • 1,5 dl mælk
  • 50 g gær
  • 2 æg
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 100 g meget finthakkede hasselnødder.
  • ca 450 g hvedemel

Smelt smørret ved svag varme og hæld derefter mælken i. Mærk om det er lunkent og tilsæt gæren. Æg, sukker, salt, vanilliesukker røres i, hasselnødde’mel’ og til sidst tilsættes hvedemel lidt ad gangen og endelig ikke for meget. Dejen skal ikke være som en almindelig bolledej, men meget mere blød og smørglinsende, så bollen ikke bliver for tung. Dæk dejen til og stil til hævning ½-1 time.

Kagecreme 

  • Korn fra ½ vanilliestang
  • 30 g sukker
  • 20 g maizena
  • 2,5 dl mælk
  • 1 æggeblomme

Bland sukker, maizena og vanilliekorn med ½ dl sødmælk og tilsæt æggeblomme. Resten af mælken varmes til kogepunktet og blandingen med maizena piskes i mælken i gryden og koges kort igennem (husk at piske) til det bliver tykt. hældes i en skål og afkøles i køleskab.

Fyld

Jeg puttede creme i alle bollerne og nougaten var købt. Remoncen lavede jeg sådan

Remonce til 1/3 af bollerne:

  • 25 g marcipan
  • 25 g sukker
  • 25 g smør

De 3 ingredienser røres godt sammen og så er det klar.

Dejen rulles ud og skæres i firekanter. Jeg fik 24 stk og brugte 1 stor tsk creme ( 2 tsk på dem der kun var creme i) på hver firekant og nogenlunde det samme af nougat og remonce. Tag hjørnerne skråt over for hinanden og mas sammen og derefter de sidste og mas enderne godt sammen. Sammenføjningen vendes nedad på bagepapiret på bagepladen. Efterhæver ½ time. Pensel med æg og bag dem i ovnen i ca 15 min ved 200 c

Pynt med glasur, sukker og hakkede nødder, chokolade og hvad du ellers kan finde på.

2013-02-08 12.22.32                               2013-02-08 21.22.10